"dagens by 26-aug-26", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Dianalund
Dianalund er en stationsby på Sydvestsjælland med 3.971 indbyggere (2014) beliggende i Sorø Kommune. Navnet "Diana" stammer sandsynligvis fra mytologiens romerske jagtgudinde af dette navn, som igen har givet navn til den sjællandske gård "Dianelund". I 1897 blev en selvejende kristelig forsorgsinstitution, Kolonien Filadelfia, oprettet med henblik på at drive epilepsihospital og nervesanatorium for sindslidende, og i1901 byggede man en stationsbygning på denne nordlige mark i Tersløse Sogn.
Epilepsihospitalet Filadelfia er Danmarks eneste specialhospital for epilepsi. Hospitalet har i alt 67 sengepladser fordelt på 5 afdelinger. Filadelfia bestyrer endvidere en specialskole for børn, et beskyttet værksted og dagcenter, en socialrådgivningsfunktion samt en række botilbud til mennesker med epilepsi eller lignende sygdomme. Derudover har Filadelfia siden 1997 drevet et Center for Neurorehabilitering. Organisationen beskæftiger over 750 medarbejdere svarende til ca. 640 fuldtidsstillinger.
I Dianalund finder man også Saltofte Larsens Kunstnergård, der er et udstillingssted for kunstneren Lars Carl Saltofte Larsen som elskede heste. Disse dyr går da også igen i hans skulpturer, malerier og tegninger. Ca. to kilometer syd for byen ligger landsbyen Tersløse med mindestuer for den berømte dansk-norske digter og forfatter Ludvig Holberg (1684-1754).
Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Vi har et problem, når vi antager, at bøn kan læres på samme måde, som man lærer matematik eller mekanik. For derved placerer vi os selv
i en slags lederposition, hvor det er os, der er kompetente og har kontrol med det hele. Men når vi beder, bør vores position være som en tjeners,
hvor vi bevidst overgiver kontrollen til en anden og villigt accepterer vores egen inkompetence.
Sandheden er nemlig, at vi alle kommer til bønnen med et forfærdeligt virvar af forskellige motiver; gavmildhed og selviskhed, barmhjertighed
og foragt, kærlighed og bitterhed. På denne side af evigheden, vil vi aldrig blive færdige med at isolere det gode fra det onde og det rene fra
det urene. Men Gud er stor nok til at favne os med alt, hvad vi er. Det er jo det, nåden handler om. Vi er ikke blot frelst af denne nåde, men vi lever også i den. Og vi beder ved den.
Richard J. Foster